Om Ranee's

Jeg hedder Ranee Udtumthisarn, og jeg elsker at lave mad.

Jeg blev født i 1971 og voksede op i en lille landsby, Ban Phak Yam, i Esan-regionen ved Mekong-deltaet i det nordøstlige Thailand. Det var langt ude på landet, langt væk fra, hvor turisterne kommer, og jeg var omgivet af smukke bjerge, store vidder og underskøn natur.

I min familie spiste vi altid, hvad vi selv dyrkede, fangede i floden eller kunne finde i junglen. Vi var seks søskende. Da jeg var lille, tog jeg nogle gange på fisketur sammen med min far i flere måneder ad gangen. Undervejs solgte vi vores fangst de steder, vi nu var kommet til. Når jeg var i landsbyen, gik jeg i skole, arbejdede i marken og passede vores vandbøfler.

Det var min mor, der lærte mig at lave mad, så mine retter er stærkt inspireret af Nordøstthailand. Men jeg holder også meget af det italienske og franske køkken og kan sagtens finde på at bruge artiskokker i en ret — og det er bestemt ikke særlig thailandsk. Desuden elsker jeg flæskesteg. Det har jeg gjort, siden jeg kom til Danmark, da jeg var 22 år. Vi serverer dog ikke flæskesteg på Ranee's.

RÅVARER
Det betyder meget for mig, at jeg arbejder med de allerbedste råvarer. Derfor bestiller jeg grøntsager og urter direkte i Thailand, og to gange om ugen får jeg fløjet bananblomst, citrongræs, shapu-blade, tamarind-blade og holy basilikum etc. ind med Thai Airways. Jeg bryder mig ikke om frostvarer og holder mig til den bedste og mest friske fisk — eksempelvis sashimi-tuna, kingfish og whitefish, som normalt bruges til sushi.


RESTAURANTEN
Ranee's er min første restaurant. Vi har ledt efter en god lokalitet i to år, og så dukkede Blågårds Plads op i foråret 2007. De tre farver, som løber rundt på restaurantens vægge, er det tibetanske flags farver. De stammer fra restaurant Tibet, der lå her før. Vi har holdt fast i det tibetanske flag, fordi vi synes, at det er flot og bevaringsværdigt. På væggene har vi en lille samling af samtidskunst. Den udvider vi hen ad vejen.

DRIKKEVARER
Alt, hvad vi har på vinkortet, er økologisk eller biodynamisk. Vi har økologisk saft og juice fra Antons, økologiske øl og sodavand fra ÿrbæk og økologisk øl fra Thisted Bryggeri. Og så har vi kunstnergruppen Superflex' open source-øl Free Beer Version 3.0 på kortet. Kaffen er friskristet ugentligt fra Riccos, og teen er jasmin og oolong fra A.C. Perch's Thehandel.

NAVNET
Ranee er egentlig et indisk navn og betyder dronning på hindi. Det fandt mine forældre først senere ud af. De gav mig navnet, fordi de så mange indiske film i starten af 70'erne.